I denne episode har Maria besøg i sofaen af Mie Isaksen, Cecilie Sejling og Kristine Kava. Alle tre har, blandt andet deres daglige gang på Instagram, hvor de deler ud af deres liv – og så er de mødre. Mie er mor til Filippa og Pilou, Cecilie til Viggo og Villads, og Kristine til Buster og Huxi. Mor-panelet gør deres allerbedste for at hjælpe med jeres indsendte dilemmaer – god fornøjelse med episoden. 

Følg mor-panelet på Instagram lige her: @mieisak, @ceciliesejling, @kristinekava__ og @mariadior.dk.

I denne special gennemgår Maria og mor-panelet følgende dilemmaer:

#1 dilemma: Det med hende som efter en lang kamp for at blive gravid nu endelig er det, men så også har en masse angst omkring det

Hej Mo(r)nopolet

Hvad gjorde I jer af tanker omkring at skulle blive nogens mor, da I opdagede, I var gravide? Hvilke følelser stod I med? 

Vi har forsøgt at blive gravide i et år, og nu er jeg endelig gravid. Det har været et kæmpe ønske. Men af en eller anden grund har jeg pludselig fået en masse angst-lignende tanker omkring det at skulle være mor. Kan jeg finde ud af det? Kan jeg elske nogen så højt, som man skal elske sit eget barn? Hvad nu hvis faren og jeg engang går fra hinanden? Hvad nu hvis man fortryder, hvilket man jo ikke kan? Hvad nu hvis, hvad nu hvis, hvad nu hvis… 

Jeg har slet ikke haft det sådan før, så jeg forstår slet ikke, jeg har det sådan nu, hvor jeg endelig er blevet gravid, hvilket jo har været et kæmpe ønske for os begge. Jeg har det helt forfærdeligt med at have det sådan…

#2 dilemma: Det hvor børnene har fødselsdag tæt på hinanden, og om man så bør slå fødselsdagene sammen – især når de bliver ældre

Kære Mo(r)nopolet – hvad ville I have gjort? 

Jeg står i det, mange nok ville kategorisere som et luksusproblem, men jeg vil gerne høre, hvad I ville have gjort. Jeg har to børn. Min mindste fylder 1 år i næste måned, og ugen efter fylder den ældste 3 år. Jeg synes ikke, vi bør slå fødselsdagene sammen, da begge børn fortjener hver deres dag og hver deres fest, så de ikke skal dele opmærksomheden. Med deres nuværende alder tænker jeg mest på storebror, da lillesøster nok ikke husker eller forstår så meget, men jeg forudser, at det er en problematik, vi kommer til at møde hvert år. Vi går også meget op i tema og sådan noget og synes ikke, at lillesøster skal have en fødselsdag med traktor-tema, fordi det er det, storebror vil have. 

Min partner ser det meget mere praktisk og mener bare, at vi skal slå dem sammen – hun synes også, det er meget at bede vores familie om at afsætte to weekender i træk for at skulle fejre dem hver for sig – hvad ville I gøre?

#3 dilemma: Det med den nybagte mor, der ikke har overskud til sin kærestes andre børn

Hej Mo(r)nopolet

Min kæreste har fra et tidligere forhold tre børn på henholdsvis 7, 9 og 11 år. De er super søde og godt opdragede, og de elsker deres nye lillebror – vores første fælles barn.

Problemet er… at jeg simpelthen ikke kan rumme dem… Det gør ondt at skrive, for jeg har en fin relation til dem, og de er hos os 7/7, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan mere. Jeg synes, det er intimiderende, og jeg føler nok egentlig, at jeg er gæst i mit eget hjem, når de er her… Jeg har det så dårligt med at have det sådan…

Jeg kæmper ret meget med det, men ved ikke, hvordan jeg skal sige det til min kæreste… Jeg har sådan en følelse af, at vi aldrig bliver en rigtig kernefamilie, og jeg har det bedst, når vi bare er os tre.. Hvad kan jeg gøre?

#4 dilemma: Det med den sygemeldte mand, der hele tiden hænger ud med vennerne i stedet for at bidrage hjemme

Kære Mo(r)nopolet,

Jeg føler mig så sur og ked af det hele tiden! 

Jeg har en mand, der hver dag er ude med sine kammerater i flere timer ad gangen. Han er pt sygemeldt grundet han har slået sin ryg for lidt over en måned siden og går derfor hjemme…hvilket han egentlig har gjort stort set hele vores forhold (altså over de sidste 2-3 år). Han har hele forholdet i gennem brugt rigtig meget tid med sine venner og har egentlig mange gange efterladt mig derhjemme med alt det praktiske, fordi han simpelthen ikke “kan holde ud” at være derhjemme. Jeg har gennem tiden gjort rigtig meget for, at han skulle komme i arbejde og få noget ud af hverdagen samt tjene sine egne penge i stedet for kontanthjælp. Grundet kontanthjælp har han heller ikke bidraget meget til det økonomiske…både når det kommer til husleje, mad og indkøb til baby osv. Jeg har flere gange pointeret, at jeg har brug for, at han hjælper mere til… både med det økonomiske og praktiske, da det her virkelig slider på mig. Jeg er SÅ træt! Jeg knokler og knokler og kan simpelthen ikke mere. Det er så hårdt at føle, at man står alene med det hele og ingen opbakning eller hjælp får fra ens partner. Især når det bliver lagt over på mig, at når jeg “brokker mig”, så gider han i hvert fald ikke gøre noget! 

…og derfor vil han heller ikke være hjemme, fordi han siger, at jeg er sur og tvær at være omkring. Men jeg kan godt give ham ret, jeg er sur og tvær… Jeg kan bare ikke komme ud af den “boble”, fordi jeg er så dybt frustreret over at føle mig magtesløs, energiforladt, alene, ikke forstået eller lyttet til og mega meget gravid med diverse gener, der følger med! osv osv.

Har en følelse af, at jeg ikke kan mere, at jeg virkelig gerne vil give op, men noget i mig hænger alligevel i på trods af alt det her – Jeg ved efterhånden ikke for hvis skyld, jeg hænger i…

#5 dilemma: Det med svigermoren der ofte glemmer aftaler og ikke tager ansvar for det

Kære Mo(r)nopolet, 

Undskyld det lange skriv, men jeg har brug for at høre, om det er mig, der overreagerer, når jeg siger, at jeg ikke længere har tænkt mig at lave aftaler med/forvente noget af svigermor/bedstemor…

Jeg er med på, at det lyder hårdt, men hun har bare flere gange nu ikke overholdt vores aftaler og forsøger altid at dreje situationen til, at det er mig, der modarbejder hende..

Inden for samme måned har hun tre gange “glemt” vores aftaler om børnene.

Første gang glemmer hun, at hun har lovet at hente den ældste i børnehaven, hvilket jo kan ske for selv den bedste, men hun benægtede, selvom vi havde aftalen på skrift, at det var hende, der skulle have hentet.

Anden gang havde hun læst en af børnenes fødselsdagsinvitation forkert og havde derfor dobbeltbooket sig selv. Det resulterede i et møgfald om, at jeg skulle rykke hele fødselsdagen, for det var jo min skyld, at hun ikke havde fået den rigtige dato, selvom alle andre sjovt nok havde skrevet den rigtige dato i kalenderen.

Tredje gang skulle hun have begge børn overnattende to nætter, så min kæreste og jeg kunne tage på kærestetur til Sverige med hotel og hele molevitten. På dag to ringer hun og spørger, hvornår vi henter, for hun står faktisk og skal ud af døren. Igen har vi aftalen på skrift, men hun nægter, at det er hende, der har lavet en fejl. Vi spørger, om hun kan ændre sin aftale, da vi jo er i Sverige og ikke bare sådan kan komme hjem (vi bor i Nordjylland), men det kunne der ikke høres tale om. Heldigvis kunne min kærestes bror med kort varsel træde til, men jeg hører stadig for, hvordan det er vores skyld, at hun måtte lave lidt om på sine planer den dag…

Så er det mig, der er forkert på den, fordi jeg ikke længere har hverken lyst eller overskud til at lave aftaler eller forvente noget af min svigermor? Min kæreste og jeg skal til en stor fødselsdag med overnatning i næste måned, hvor hun har lovet at passe, men lige nu overvejer jeg at springe fra fødselsdagen eller finde en anden, men kan næsten heller ikke magte, at hun skal blive sur over, at hun ikke længere må passe – hvad skal jeg gøre?