For første gang nogensinde: Velkommen til Mo(r)nopolet!

… og velkommen i sofaen. Her sidder vores vært Maria Dior sammen med mor-panelet bestående af Janne, Julie og Signe.

Da det jo er første afsnit, må vi nok hellere introducere formatet en smule. I podcasten gennemgår Maria sammen med mor-panelet dilemmaer, der er sendt direkte ind fra mødre eller gravide, og gør deres allerbedste for at tage stilling til og vejlede ud fra deres egne erfaringer som mor. Samtalerne er ærlige og kærlige, hyggelige og uperfekte. Det er skønt, at du lytter med!

I denne episode gennemgår Maria sammen med mor-panelet følgende dilemmaer:

#1 dilemma: Det med svigermor som er såret, og som føler sig fravalgt

Kære Mo(r)nopolet, 

Jeg er i en situation, hvor mit forhold til min svigermor har ændret sig, efter jeg er blevet gravid. I december og januar (heldig timing) havde både min kæreste og jeg en hård periode, hvor jeg ikke havde overskud til de daglige gøremål. Derfor var vi begge i en boble, hvor vi skulle finde en god rytme i hverdagen. Han tog pludselig over med alt det huslige, hvilket kan være en stor mundfuld fra den ene dag til den anden. Vores kommunikation var undervejs super god, og jeg synes faktisk selv, at vi kom rigtig fint igennem det. 

Det skyldes klart det faktum, at vi måtte melde ud til vores venner og familie, at overskuddet var lig med 0, men at det intet havde med dem at gøre. Det handlede blot om, at vi skulle have ro til at finde os selv i en ny hverdagsrytme. Den udmelding tog alle rigtig pænt og tilbød hjælp med alt fra madlavning til rengøring og indkøb. Den eneste, der syntes at det var svært at acceptere, var min svigermor. 

Min kæreste sender hende kort efter udmeldingen om tid og ro et billede af noget håndværk, han har lavet herhjemme, hvortil hun svarer: “Flot. Jeg troede ellers, jeg var i bad standing hos jer”. Vi er begge fuldstændig chokerede, og jeg nok lettere provokeret og sur. Han ringer til hende og spørger ind til hendes besked. Hun græder og fortæller, hun føler, vi ser min familie meget mere end hende, og at hun synes, det er unfair, at vi har holdt mere jul med dem (vi holdt jul over 6 dage – 3 dage med hans familie og 3 dage med min. Hans forældre er bare skilt, og derfor var 1 af juledagene med hans far (til gengæld holdt vi nytår med hende). Derudover synes hun, det var dårlig stil, at vi hverken havde ringet til hende eller inviteret hende hjem til os. Jeg bliver rasende over den udmelding, men heldigvis sætter min kæreste hende på plads. Den episode var startskuddet til mit ødelagte forhold til hende. 

Efterfølgende er der kommet kommentarer som: “Lad os håbe, din bror kan finde ud af at lave piger, når nu I ikke kan”, og så fylder hun poser med alverdens babyting, som vi får hver gang. Min kæreste sagde sidst, at hun ikke skal købe noget, hver gang vi er der, hvortil hun svarer: “Jamen, det er, fordi der går for lang tid mellem vi ses. Så samler jeg jo sammen”. 

Mit problem i den her situation er, at jeg havde lukket fuldstændig ned for den slags opførsel og kommentarer, hvis det kom fra mine forældre. Men hvordan og hvor meget kan jeg tillade mig at blande mig og sige min mening i den her sammenhæng? 

Min kæreste siger fra, men han tager lidt lettere på det og siger ofte, at vi bare skal ignorere hende. Jeg vil rigtig gerne kunne sige fra, men vil heller ikke sætte min kæreste i en dårlig situation. Han har dog understreget, at han til hver en tid vil tage mit parti og bakke mig op, men at han er kommet videre, så han synes, det er mig, der skal sige noget, hvis det stadig går mig på. Jeg kan bare kun se alt, hun gør, som irriterende, og vil rigtig gerne kunne slippe den tanke. 

Hvad gør jeg?

#2 dilemma: Det med den fraværende far, som gerne vil have kontakt – i hvert fald når han er fuld

Hej Mo(r)nopolet,

Jeg er alenemor til en dejlig datter på 8. Hun er resultatet af en sommerflirt med en italiener på en sommerferie, da jeg var 18. Jeg elsker hende overalt på jorden og har slet ingen kvaler over at have fået hende ung eller at være alene med hende. 

Da hun blev født, opgav jeg ham på papiret som far, men han nægtede at skulle være far til hende. Det var vildt hårdt i situationen, for selvom jeg elsker vores liv nu og aldrig har fortrudt hende, var det vildt hårdt som 18-årig at skulle så alene med hende – jeg har heldigvis en skøn familie, som altid har været der for os. 

Jeg var måske lidt naiv, da jeg var yngre, så jeg har været på ferie med hende i Italien de første 3-4 år af hendes liv, så han har mødt hende sporadisk i de første år, men han har aldrig ville comitte sig til at have en relation til hende eller lade hende kalde ham far. Da hun blev 4, besluttede jeg mig derfor for, at jeg var færdig med at give ham chancer og bare være hendes eneste forælder og hverken sætte hende eller mig selv i den situation igen.

Nå, nu til mit dilemma: Han er i løbet af det sidste halve år begyndt at skrive til mig og ringe om natten, når han er fuld, hvor han vil snakke med hende. De første par gange tog jeg den, og vurderede han var fuld, hvorefter jeg er stoppet med at tage den. Han skriver, at han gerne vil have et forhold til hende, og jeg er så forvirret over, hvad jeg skal gøre. Han er jo hendes far, og jeg har ikke lyst til at være hende, der står i vejen for, at min datter ikke har en relation til sin far, men hun nævner ham ikke længere (og spørger heller ikke ind til en faderfigur – jeg har skønne brødre, så hun har fantastiske onkler og dejlige mandlige figurer i hendes liv). Det virker også som om, at han kun kontakter mig, når han er fuld, og jeg synes faktisk ikke nødvendigvis, jeg skylder ham noget. Jeg har snakket med min vennegruppe om det, og de er også vildt splittede, men mange af dem er ikke mødre, så jeg håber I kunne have nogle tanker om det?

Forvirrede hilsner fra mig…